Lauryn Hills første – og eneste – soloalbum fik nærmest jorden til at ryste, da det udkom i 1998. Det gav os et råt og dybsindigt indblik i en af samtidens største stjerner – og i selve samtiden. Flere årtier senere står The Miseducation of Lauryn Hill stadig som et album, der ændrede musikkens landskab. Med sit næsten overnaturlige talent rapper Lauryn Hill med den selvsikre vildskab, der kendetegner en kvinde i fuldstændig kunstnerisk kontrol, og hendes sang har stærke nuancer af både soul og gospel. Pladen er et udtryk for den personlige erfaring på et tidspunkt, hvor sorte kvinder ofte blev fremstillet som endimensionelle arketyper, og på sit hovedværk skildrer Hill både sit livs triumfer og tilbageslag med en nerve, præcision og oprigtighed, der løfter det til at være et alment udsagn om, hvad det vil sige at være menneske. De nye generationer opdager fortsat det historiske album, hvis mesterlige musikalitet, poesi og ærlighed stadig er uovertruffen. Miseducation er smedet over en sårbar ild. Efter syv år som musikalsk talerør for den politisk slagkraftige og kritikerroste New Jersey-hiphopgruppe Fugees, og i kølvandet på det lange og tumultariske forhold til bandkollegaen Wyclef Jean, satte Hill sig et mål: Hun ville dokumentere en periode i sit liv med gigantiske livsomvæltninger, inklusive det langsomme kollaps af den gruppe, hun havde været medlem af siden gymnasiet. Men bruddet førte til en ny begyndelse. Lauryn Hill var inspireret af de fysiske og mentale forandringer, som graviditeten og fødslen af Zion – hendes første barn med Rohan Marley – medførte. Den åndelige oplevelse blev en ledestjerne i hendes kreative arbejde. Denne følelsesladede skillevej skulle vise sig at føre til et af de mest hudløse album i musikhistorien – et blivende, kunstnerisk fyrtårn for kunstnere på tværs af genrer og et monument over det øjeblik, hvor verden fik øjnene op for Hills enestående talent. Åbningsnummeret på Miseducation, hvor en underviser råber navne op i en skoleklasse, og Lauryn Hill er fraværende, siger det hele: Det her album indeholder lektioner, man kun kan lære i livets skole. Mens hun gennemgik den smertefulde uddrivelse af en ekskæreste, som man dengang vidste var Wyclef Jean, omdefinerede hun den måde, som rå, skarp rap og lækre R&B-harmonier kunne fusioneres på – i en tid, hvor de to genrer ellers altid blev holdt adskilt. Selv tre år efter Method Man og Mary J. Bliges remix af “All I Need” kunne den hårde rap stadig bedst beskrives som kvindehadets forgård, mens R&B blev anset som værende en blød og feminin genre. I stedet tog Miseducation udgangspunkt i livet som ung kvinde med alle dets opgør og sårbarheder og vovede endda at gøre det i en hiphopkontekst, der ellers var præget af maskulinitet. Samtidig åbnede pladen dørene for det brede publikum, der hidtil havde set skævt til hiphoppen og dens musikalitet. Albummet blev delvist indspillet i Bob Marleys hjem på Hope Road på Jamaica, og arven fra Marley afspejles desuden på coveret, der minder om coveret til The Wailers’ Rastaman Vibration. Men én af nøglerne til sangenes holdbarhed er deres udgangspunkt i den klassiske Motown/Stax-lyd, som fremviser Hills sangtalent på fineste vis. I 1999, hvor hun vandt fem Grammy-priser, var to af dem for den komplekse “Doo Wop (That Thing)” – et vidnesbyrd om musikkens friske pust, og om hvordan den ramte rent for hiphoppens spirende feminisme. Man taler ofte om sårbarheden på Miseducation, men albummet er samtidig gennemsyret af hendes bekymringer og styrke. Lauryn Hill havde læst historie på Columbia University, og hun betragter sin opvækst i Newark, New Jersey med et skarpt, socioøkonomisk blik (“Every Ghetto, Every City”, der har Loris Holland, Minister of Music på den sagnomspundne Brooklyn Pilgrim Church, med på clavinet). Hun filosoferer over, hvordan det er at vokse op i en verden, hvor man er berøvet sine rettigheder (“Everything Is Everything,” hvor den klassiske lyd af 70’ernes soul leveres af et band, der blandt omfattede den dengang ukendte pianist John Legend). Miseducation er også et bevis på, at rene intentioner og følelsesmæssige sandheder kan være en vej til befrielse. På den politiske sang “Everything Is Everything” rapper Lauryn Hill: “My practice extending across the atlas/I begat this”. Hun var, og hun er, et af de sjældne talenter, hvis inspiration og innovation runger igennem de efterfølgende årtier. Nogle kunstnere udgiver album efter album i håbet om at skabe et sammenhængende værk, der er stærkt nok til at forandre kulturen og udødeliggøre dets skabere. Alt det formåede Lauryn Hill at gøre på ét album.